Medlemslogin
Chantelou
Chantelou-udstilling afholdes hvert år i Dansk Terrier Klub. I Store Ring uddeles hvert år på denne udstilling Chantelou sølvtøjet, og det er en stor ære at vinde det og have ansvaret for det 1 helt år.
Historien om Jeanette Chantelou
Der er flere der gennem den seneste tid har givet udtryk for, at de ikke er helt klar over, hvem Jeanette Chantelou var, hvorfor vi har en Chantelou-fond og en Chantelou udstilling. Derfor vil jeg kort prøve at give en forklaring herpå.
Jeanette Chantelou var uddannet journalist, og arbejdede da jeg lærte hende at kende som journalist ved Berlingske Aftenavis, den nuværende Berlingske Weekend. Hun var gift med en læge og boede på Tranegårdsvej i Hellerup, hvor hun opretholdt et stort hjem med megen selskabelighed, også for hundefolk.
Hendes journalistiske næse bragte hende i hundesportskredse på kant med mangt og megt. Hun var desuden en moderne kvinde, der ikke kunne leve med hvad som helst, hvorfor hun tit var i opposition, ikke for at ødelægge men for at erstatte og genopbygge.
Der var næsten ingen kvinder
Både DKK og DTK blev dengang ledet efter de bedste gamle traditioner, d.v.s. uden særlig medlemsindflydelse. DKK blev ledet fra et kontor i en lejlighed på Nørrebrogade 40 i Kbh. Der var mange mænd i DKK, næsten inden kvinder, og de fleste var rekrutterede blandt jagthundefolk. Det skulle der gøres noget ved mente Jeanette og startede sit eget korstog ved bl.a. på generalforsamlinger at tale med store bogstaver, og ved i sin hundespalte i Berlingske Tidende at gøre opmærksom på de mange urimeligheder hun så. Det blev hun ikke specielt populær på rundt omkring, men festligt det var det - og der skete noget. Ændringerne hen imod en mere åben og medlemsvenlig kennelklub kom.
Redaktør af Terrier Nyt
Hendes trang til ændringer kom også til udtryk i DTK. Jeanette blev på et tidspunkt redaktør af TN. Og startede her en helt ny stil med rapporter fra udstillingerne, indkaldelse til ringtræninger og medlemsmøder med dommere og trimmere. Bladet var langt fra flot, snarere tværtimod, men indholdet fejlede ikke noget. Billedteksterne var ofte skrevet i hånden og sad heller ikke altid helt lige, men der var mange af dem og man glædede sig til at få bladet. Men det kunne ses, at det var lavet i hast.
Medens alt dette kørte, ja så inviterede hun alle venner som fjender til selskab, hvor snakken så somme tider kunne gå lidt livligt. Men det var denne blanding af fest og alvor, der var så fascinerende.
Midt i det hele døde hendes mand og hun måtte flytte fra huset på Tranegaardsvej. Det var hun ked af, men som den ukuelige person hun var, besluttede hun at gå drastisk til værks. Hun flyttede helt væk fra København til et dejligt hus, et mindre nedlangt og istandgjort landbrug i Ll. Spjellerup på Stevns. Det var et område, hvor lokalbefolkningen havde nok i sig selv og ikke ønskede indblanding fra københavnere. Men meget betegnende for Jeanette, så kunne hun ikke affinde sig med det. Så efter at have boet der et par måneder, inviterede hun alle omkringboende samt nogle hundefolk til fest i hendes nye hus. De skal se jeg ikke bider, sagde hun. Hun diskede så op med alskens lækkerier, hun var i en årrække madskribent for Berlingske, så hun kunne det der med mad, og alle kom på trods af, at hun var blevet advaret om, at der nok slet ingen ville komme. Hun var, inden gæsterne skulle komme, temmelig nervøs, hun brød sig ikke om fiaskoer, men da først hun så, at de begyndte at komme, blev hun igen som en fisk i vandet. De lokale så i begyndelsen med nogen undren på det hele, men en succes og noget man talte om i lang tid, det var det, selvom maden var en helt anden end den man var vant til. Inden længe var hendes nye hjem atter et samlingssted for terrierfolk.
Ikke den store opdrætter
Jeanette Chantelou har ikke skrevet sig ind i historien som den store opdrætter. Hun brød sig faktisk ikke om at få hvalpe, og andre det være sig dyrlæger eller opdrættere måtte tage sig af det, når hun skulle have hvalpe. Jeg tror egentlig ikke, hun havde den fornødne tålmodighed til at vente på at se et kuld hvalpe vokse op. Lakeland terrier var hendes race. Hun startede med nogle ”Jyllingehøj” Lakies fra Gunnar Møller. Cognac og Clausie var to af dem hun rejste land og rige rundt og vandt med. Ikke fordi hun var en dygtig udstiller, men fordi hundene var gode. Jeanette hævede sig bestemt ikke over gennemsnittet som ”handler” – Tværtimod. Det erkendte hun og elskede bl.a. at fortælle om dengang hun havde hørt det kunne betale sig at have godbidder med i ringen og derfor medbragte en masse cocktailpølser. Hun havde bare glemt at skille dem ad, så på et tidspunkt da hun gik rundt i ringen ”slæbte” hun en meter cocktailpølser efter sig hængende ud af hendes forklædelomme. Jeanette vejede over 100 kg, så det har uden tvivl været en morsom ekvipage at se.
Dengang brugte man ”handlere”
I konsekvens heraf begyndte hun at se sig om efter nogen, der kunne hjælpe hende med at vise hundene frem. Hendes valg faldt så helt naturligt på en af de allerbedste på den tid, Albert Langley fra England. Han havde bl.a. vundet Best in Show på Crufts med en lakeland, så han måtte da kunne vise Jeanette Chantelous hunde frem, mente hun. Debut var i 1969 på Charlottenlund Traverbane, en Int. DKK udst. Resultat: Best in Show. Og så var linen lagt for Jeanette: alle de bedste hunde skulle fremføres professionelt, og alle vi andre skulle lære, hvordan man gjorde. Albert Langley og ”Chadfield Cuckspur”, eng. Import turede derefter Europa rundt på en tid, hvor det ikke var særlig almindeligt at vise sine hunde i udlandet og Jeanette Chantelou kunne kombinere to af sine store interesser: at se sine hunde blive udstillet professionelt og vinde samt at besøge alverdens spændende restauranter rundt om i Europa. Hun knyttede desuden mange kontakter, hvilket betød, at vi lige pludselig fin en masse nye og spændende dommere udefra. Senere, da hun var flyttet og pengene blev mindre, ja så havde hun fået oplært nogle af os andre, så vi kunne overtage at fremvise hendes hunde, så hun stadig kunne blive ved at vinde.
In Vino Veritas, sandheden gennem vin
På trods af at hun ikke var den store opdrætter, var det alligevel som om hun de sidste år blev lidt mere interesseret i sit eget opdræt. Hedes kennelmærke ”Vinoveritas” – in vino veritas, sandheden gennem vin – nåede i hvert fald at komme på lystavlen gennem en yndig lille tæve, Vinoveritas Gule Enke, idet den bl.a. blev Best in Show på en Nivå udstilling. Alle hendes hunde havde i øvrigt vin – eller spiritusnavne. Hun flirtede også kort med Ruhåret Foxterrier gennem køb af en eng. Ch tæve, der fik hvalpe. 4 stk. så vidt jeg husker. De 3 blev CH. deraf en ”Vinoveritas Coloric” som M.M. Madsen købte, selv udstillede og vandt flere BIG og BIS med.
For os der levede med i det og lærte af det var det en spændende tid. For hendes konkurrenter og mange andre var det måske knapt så sjovt, så tomheden var uendelig da hun i 1974 døde efter en operation på Rigshospitalet. Der manglede virkelig noget fest og farve.
Testamentet og fonden
Det fik DTK så på anden vis. For selv efter sin død var Jeanette Chantelou i stand til at sætte sindene i kog. Hun ville gerne, da hun ikke havde nogen direkte arving, gøre noget for DTK. Det gjorde hun så ved at lave et testamente, der ville give DTK nogle muligheder. Først havde hun tænkt sig at DTK skulle have huset med et bestyrerpar, således at DTK havde et sted at holde medlemsmøder eller lave gravprøver og anden træning. Janteloven trivedes også godt i den tid, så man kunne høre alt fra: hvorfor skal de være bestyrerpar? Til ”nu vil hun s’gu lave et museum over sig selv” Resultatet blev at DTK ikke ville have huset. Det måtte Jeanette have forudset, for dernæst havde hun indsat noget familie som beboer, men DTK havde stadig brugsretten. Den ville den daværende bestyrelse omsætte til 30.00 kr. + det sølvtøj hun også havde testamenteret.
Så kom der rigtigt gang i den. For der var medlemmer som mente at brugsretten til et hus af den størrelse var mere værd end sølle 30.000 kr. Men bestyrelsens holdning var: ”Bedre med en fugl i hånden, end 10 på taget”. Det gav anledning til en del polemik og grimme personlige angreb og mundende til sidst ud i at en kreds af medlemmerne indkaldte til ekstraordinær generalforsamling med det formål at få bestyrelsen til at ændre holdning til værdien af brugsretten. Det blev en forfærdelig affære med utallige personlige angreb og det hele endte med, at stort set hele bestyrelsen gik af. Der blev dannet en ny bestyrelse og i mellemtiden hævdede eksekutor at alt sølvtøjet var blevet stjålet.
Den ny bestyrelse fik rejst et ordentligt krav overfor boet, og efter lang tids forhandling fik DTK en betragtelig godtgørelse og sølvtøjet kom også lige pludselig til veje. Det er det, der i dag danner stammen i DTK’s ”Chanteloufond”. Mange år gik med at hele de skår, der var kommet mellem medlemmer i DTK, men meget godt er der kommet ud af det. Jeg vil mene, at en af hovedårsagerne til at DTK i dag gør så meget for at holde TN rent for personlige angreb og lav og dårlig omtale af andre medlemmer skyldes det, som DTK gennemgik i den periode. Ligesom afkastet fra ”Chanteloufonden” i dag kommer mange medlemmer til gode. Efter alt dette vedtog man som tak for den testamentariske gave at afholde en udstilling årligt til minde om Jeanette Chantelou. Deraf navnet ”Chantelou udstillingen”. I en del år valgte DTK at afholde den på Fyn idet det var nogenlunde midt i andet. Hanne Laine og KK Jensen stod for den og den var også kendt som Bolbro-udstillingen. I de senere år har der hersket lidt tvivl om, hvor den skulle holdes, så man har valgt at udnævne forskellige udstillinger til ”Chantelou-udstilling”. Den siddende bestyrelse valgte efter opfordring at udnævne Frederiksværk udstillingen til ”Chantelou-udstilling”, og det er gjort med rod i traditioner, som en slags afløser for Nivå-udstillingen, og fordi Jeanette Chantelou selv havde sine rødder her, og fordi hun, med det kendskab jeg havde til hende, ville elske at det blev i Nordsjælland. I dag er vi tilbage til at det er forskellige udstillinger der er Chantelou.
Festlig og Farverig
Meget kunne skrives om denne festlige og farverige hundedame. Kedelig var hun ikke – hun var en af de store, ikke fordi hun lavede en masse champions, men fordi der hele tiden skete noget omkring hende, ikke alt sammen godt, men der var bevægelse i tingene Og et står fast: DTK har en del at takke Jeanette Chantelou for, både det hun gjorde mens hun levede og det der skete efter hendes død, for det har haft stor betydning for udviklingen i DTK gennem de sidste 30 år.
Tekst af
Peter Hage.
