Dette indlæg om juniorhandling, har været bragt i TN juni 2011.
Skrevet af Gitte Thornsen, kreds 5.
Junior handling?
Har du stået på en af de mange hundeudstillinger rundt omkring og fulgt med i denne konkurrence, hvor mange dygtige børn og unge sammen med deres firbenede venner deltager i denne disciplin?
Hvis ikke skulle du gøre dig selv den tjeneste næste gang du er på udstilling, at blive for at se denne konkurrence! Alle vi voksne kan virkelig lære noget af at se på disse dygtige børn og unge i ringen.
Junior handling er en selvstændig konkurrence på alle hundeudstillinger, det er for børn og unge i alderen 10-17 år, her i Danmark har man to konkurrence klasser mini: 10-13 år og maxi: 14-17 år.
Det er en konkurrence med sine helt egne regler, det er nemlig ikke hundens kvaliteter, men selve handlingen/fremvisningen af hunden der bliver bedømt.
Det en dommer ser efter og bedømmer er om:
Hvordan handleren præsentere sig selv og sin hund (om man er et par).
Om man forstår at præsentere hunden korrekt i forhold til dens standard (opstilling og bevægelser).
Man forstår at vise/udføre nogle helt bestemte mønstre (pattern) i forholdet til dommeren efter ”de gylden regler”.
Man ved lidt om sin hund/race (dommeren kan finde på at stille spørgsmål).
Netop mange af de dygtige og professionelle handlere som man ser rundt omkring på udstillingerne, startede faktisk selv deres karriere ved at deltage i junior handling da de selv var børn/unge.
Selv har jeg mange gange stået og overværet denne disciplin, blandt andet fordi jeg selv underviser nogen børn i denne aldersgruppe og hver gang bliver jeg lige overrasket over at se hvad en dommer egentlig beder dem om at udfører. Det er slet ikke så let som det ser ud, det er nemlig til tider meget sværere mønstrer de bliver bedt om at udfører med deres hunde, noget som virkeligt kræver 100 % koncentration og kontakt til hunden.
Ligeledes er jeg dybt imponeret over at se hvor dygtige de unge er til at handle deres hunde og at se hvor meget de egentligt går op i denne konkurrence, trods den unge alder, hvor der også skal være tid til så mange andre fritidsinteresser, venner og skole.
Men hvordan oplever de unge det egentligt selv? – jeg har valgt at lave en aftale med to af mine kursister nemlig Cecilie og Louise, lige efter en almindelig træningsaften, for at lade dem, med deres egne ord, at fortælle om denne sport. Hvad er det som gør at, de deltager og hvilke oplevelser de har med junior handling.
Aftens træning er netop afsluttet og det er blevet tid til at få de to pigers egne ord om hvordan det lige er med juniorhandling. Allerede da jeg er på vej ud af døren, kan jeg høre fnisen, grin og snakken fra de to.
Der er ingen tvivl om, at selvom de begge deltager i den sammen klasse (10-13 år) på udstillinger, så nyder de hinandens selskab til træningen og giver bestemt ikke udtryk for at være konkurrenter. Det er mere som to slyngveninder som bare er til almindelig hundetræning og de er også på selve udstillingerne rigtig gode til på at bakke/trøste hinanden efter en konkurrence f.eks. ved at dele noget af sin præmie med den anden.
De er begge meget seriøse, for det er ikke barer pjatteri, nej de er nu gået i gang med deres helt egen træning ude i skolegården og de hjælpes med at udfører nogen af de svære og krævende discipliner de skal kunne i junior handling. De får øje på mig og vil lige høre min mening om den øvelse de er i gang med!
Udover at de lige har givet mig en dejlig demonstration af hvor sjovt de har det sammen med denne sport, vil jeg også gerne have svar med deres egne ord på nogle spørgsmål om hvordan det er at dyrke denne sport, så jeg får overtalt dem til at vi sætter os lidt sammen for at snakke, ikke at det er noget nyt, for det gør vi jo så tit, men denne gang er spørgsmålene lidt anderledes.
De to piger og hunde er:
Cecilie er 10 år og går i 4 klasse og hendes hund ”Black Thistle Grace”, er en Skotsk terrier.
Louise er 11 år og går i 5 klasse og hendes hund ”Jay`s Joy`s Ella Fritzgerald”, er en Cairn terrier.
De har som så mange andre børn i deres alder en masse ting at skulle passe i deres hverdag; skolen med lektier, gymnastik, spejder, ridning mm. og så deres fælles interesse Junior handling, så til tider et lidt stramt skema, når alt skal passes.
Men begge piger er helt enige om at det er sjovt og lærerigt at arbejde med sin egen hund og de elsker at deltage i denne hundesport.
Cecilie startede med junior handling sidste år i november da hun fyldte 10 og Louise startede ligeledes for ca. et halvt år siden, men når man ser dem arbejde med deres hunde skulle man ikke tro at er nye i denne konkurrence. Cecilie fortæller at det er Rikke som er en nabo til hendes far og som er opdrætter af Skotter, der gav hende interessen for at junior handle og det er da også de to der sammen tager af sted på de mange hundeudstillinger, hvor Cecilie deltager i konkurrencen.
Louise fik sin interesse fra Camilla som er opdrætter af hendes egen Cairn terrier, og netop i forbindelse med at hunden skulle udstilles, noget hendes mor Karin skulle stå for, ja så fik Louise interessen ved selv på et Cairn skue, at gå i ringen som junior handler og en ny fritidsinteresse var skabt. Så nu er det mor og Louise som følges, når de skal på udstillinger og de deltager i hver sin konkurrence.
Dette gør at begge piger har en voksen ved deres side som kan forstå og svarer dem på de mange spørgsmål de har og også kan vejlede og støtte dem lidt når de konkurrere.
Hvad er det bedste ved denne sport?
De er begge enige om at det er sjovt at lærer de mange nye ting, som man skal kunne i denne disciplin. Også selvom det er meget at skulle huske og det især når de er i ringen, hvor man er lidt nervøs, og let kan komme til at glemme noget fordi man er lidt spændt og nervøs.
Men selvom der er mange regler og krav kan de begge lide den udfordring det giver dem.
Hvad skal man kunne?
Nu taler de begge i munden på hinanden for de er meget ivrige for at komme med deres bud på hvad det nu lige er, for der er jo meget.
De starter nu en længere snak om de ting de har lært og om hvordan man kan forbedrer det…..
Cecilie fortæller at noget af det vigtigste er at man kan stille hunden rigtigt og at man kan gå i det rette tempo, hermed mener hun at man skal lære sin hund at kende og sætte sig ind i hvad der er typisk for racen. Louise stemmer i og fortæller at det også er rigtigt vigtigt at man har en god kontakt til hunden så den ikke har travlt med alt muligt andet.
Så er der også lige de mange forskellige mønstrer man skal kunne udfører efter de gyldne regler (ikke komme imellem hund og dommer)..
Hvad er det sværeste?
Cecilie syntes det er lidt svært når det er en udenlandsk dommer der skal dømme dem, da hun jo ikke har haft så meget sprog i skolen endnu, men det skal jo nok komme.
Louise syntes det godt kan være lidt svært at huske alle de mange lineskift de skal lave for at gå de forskellige mønstre og så også det at huske hvordan man skal stå i forholdet til dommeren.
Er det hårdt arbejde/træning?
Cecilie svarer ja, når man lige starter for der er jo meget at huske, men efterhånden som man får det lært er det nemt nok. Louise nikker og siger at det er det hele værd.
Hvor meget træner i?
Cecilie fortæller at hendes forælder er skilt, men når hun er hjemme hos min far, så træner hun med Grace. Og om onsdagen ja så er hun jo til ringtræning sammen med Rikke.
Louise fortæller at hun træner ca. 10 minutter hver anden dag der hjemme og så er hun sammen med mor Karin til ringtræning hver onsdag, hvor hun træner ca. 1 time.
Hvordan er det at tabe?
Cecilie syntes det selvfølgelig er trist og hun tænker ikke så meget mere over det, men som hun plejer at love sig selv ”det klarer jeg bedrer næste gang”.
Louise siger at hun selvfølelig bliver lidt skuffet, men hun husker altid at sige tillykke til dem som vinder.
De mener begge det er rart at kunne tale med nogen om det og her er de enige om at det er rigtigt godt at have en voksen som man kender.
Har i prøvet at vinde?
Cecilie ”ja selvfølelig har jeg da det” og det er super dejligt og sjovt.
Louise fortæller at hun endnu ikke har prøvet at blive nr. 1, men at hun helt sikkert vil prøve det, men hun har været placeret som nr. 3-4-5 og nr. 3 var ok…
Har i fået nye/mange venskaber ved denne sport?
De fortæller at de på udstillingerne har lært mange andre børn at kende og at de da også taler med de andre deltagere, men venner?????
Men til træning har de mødt hinanden og er blevet rigtig gode veninder. Så er der selvfølelig også alle de andre (voksne) fra træningen, de er jo alle søde og hjælpsomme og de støtter os begge to, også på udstillingerne.
Nu kan jeg godt mærke at både Cecilie og Louise er ved at kede sig og at den store vinderkage som Louises mor har lavet trækker i dem begge. Men lige inden de forsvinder fortæller de at det ikke kun er konkurrencen, men også fællesskabet omkring hunde og samværet med andre mennesker der er det sjove, noget som giver lidt stof til eftertanke til alle!!!!!!
Jeg kan kun opfordre andre til at deltage i disse konkurrencer da det er en sund udvikling for de unge selv men samtidig er det med til at styrke DTK`s da klubbens fremtid jo ligger hos dem…
En af mine ideer er at det kunne være godt at forsøge at få lavet en ungdomsafdeling i DTK, så hvis der sidder nogen unge og læser dette, og som har lysten til at være med til at få en sådan afdeling op og stå, så meld jer under fanerne..
